Af Jacob Pedersen
En selvrealisering har sjældent været hårdere end for Ewald (Georg Friedrich), der spontant forlader sin seksuelt udstrålende kæreste (Florentina Elena Pop) og hendes børn. Glem alt om den flygtige og eksotiske selvrealiseringsrejse til egne med sol og energi. Destinationen for Ewald er alt andet end.
En kold, rustfyldt og slidt Rumænsk landsby er Ewalds udvalgte destination. Her opbygger Ewald et slags fritidshjem for landsbyens unge drenge, der, med Ewald som træner, udøver judo og udforsker deres maskulinitet både på et fysisk og emotionelt plan.
I drengegruppen på en 6-7 stk. skiller Octavian (Octavian-Nicolae Cocis) sig ud. Han er den yngste i gruppen, hvorfor hans mindre maskuline fysik bliver udstillet og derigennem intensiverer forholdet til Ewald, der viser sig som den emotionelle faderfigur, han mangler hjemmefra. Octavians stedfar i hjemmet (Marius Ignat) opdrager med en pálinka i den ene hånd og god gammeldags giftig maskulinitet i den anden.
Det er ingredienserne, der tager publikum med ud en i selvrealisering, der atter beviser at svarene på ens dybeste spørgsmål måske ikke altid er så idylliske, som håbet. En uafrystelig realisering, som ville være en spoiler, der grundet eminent skuespil af Georg Friedrich balancerer mellem sympati og foragtelse.
Samme overlegne balance udviser Seidl også i sin konstante varrieren mellem helt statisk, stillestående og nøje komponerede indstillinger med de mere dokumentaristiske håndholdte indstillinger. En balance mellem dokumentarisk realisme og konstruktioner, der også fungerer, som bindeled mellem de to film (red. Rimini og Sparta) samt de to brødre (Richi Bravo og Ewald).
I begge film, med deres grundlæggende tematikker om seksuel og menneskelig realisering, blotter Seidl sit eget forhold til skam og følelser, kontra det konstruerede og optegnede, som specielt bliver afspejlet i filmenes markante locations.
Begge film bærer præg af nedslidte betonblokke og -bygninger på forfaldnes rend. På den måde afspejler lokationerne sine hovedkarakterer, hvor den ene (Richie Bravo) lever sig tilbage til en svunden tid, og hvor Ewald forsøger at opbygge nye tider, i form af renoveringen af en gammel skole.
Fylder Rimini meget i denne anmeldelse, så er det ikke uden grund. De to films sidestilling både tematisk og stilistisk er nemlig Spartas helt store styrke. De burde ses som ét samlet værk, der, som sine to hovedkarakterer, har samme sociale arv (red. Ulrich Seidl) men vidt forskellige udfald.
Ulrich Seidl’s dobbeltværk Rimini og Sparta er hans egen rejse ned i, hvad det ville sige at vokse op i efterkrigstiden i landet, der lagde nationalitet til skurken. Hvordan en nation, der kommer fra det samme ligesom de to brødre, kan vokse op og blive vidst forskellige.
Jeg forestiller mig, at Seidl selv døjer med problemer i forhold til sin nationale stolthed, der underlægges af skam fra de tætteste naboer, af tanken om at sælge sig selv for billigt og ikke selv tør bryde ud i nye identiteter.
Dette bliver fint illustreret gennem de to brødres gamle far, som bliver spillet af nu afdøde Hans-Michael Rehberg. I to identiske scener, marcherer han og saluterer med ordene ”Hver til sit.” Et ønske om absolut frigørelse fra fordum. Man kan ikke leve videre i de samme ruiner, man må genopbygge og gøre det uden skam.
Rimini og Sparta er tilsammen et fantastisk værk. At skulle bedømme Sparta som et selvstændigt værk, ville være ligesom at få serveret juleanden uden sovs. Jo, det smager som det skal, men der mangler noget essentielt.
Sparta er enkeltstående en historie om maskulinitet og opvækst omsvøbt af den grummeste seksuelle selvrealisering. Sammen med Rimini bliver de to film et helstøbt værk om national selvrealisering.
Kommentarer